mandag den 21. maj 2012

Historier fra en jordomrejse


Der er kommet isterninger til byen, for at køle vores vand ned.

Ugen startede med mandag. Mandag havde vi fri sammen om eftermiddagen sammen med Olivia. Vi havde aftalt for lang tid siden at vi skulle lave bolsjer den dag. I Olivias familie har de lavet mange bolsjer, så hun har helt styr på hvordan man skal gøre. Hun havde også købt forskellige smag og farvestoffer til lejligheden. Det var en hyggelig eftermiddag, og vi fik lavet fem forskellige slags bolcher: Lakrids, blåbær, appelsin, tutti frutti og peanuts-bolsjer, det var rigtig sjovt at prøve. Nu har vi ca. 1 kg bolcher som vi bare kan spise, det er lige noget for Lines søde tand:) Ellers gik dagen med afslapning osv. Line er snart færdig med en ny hæklet muffin.

Tirsdag havde vi fri sammen om formiddagen, vi brugte bl.a. tiden på at gå tur i det lidt kedelige grå vejr. Vejret er stadig meget gråt og lidt trist, temperaturer omkring frysepunktet, så mere og mere sne er forsvundet. Vi er også lidt i gang med at arrangere noget Sankt Hans halløj på Sømandshjemmet, så vi skulle lige finde ud af hvad vi gør med bål og sådan nogle ting, så vi kan have styr på det i god tid.
Natten mellem onsdag og torsdag havde Line nattevagt, hele natten sneede og blæste det, der kunne man på ingen måde mærke, at man var i midten af maj, men sådan er det åbenbart bare her i Grønland.
Tobias har haft morgenvagt torsdag, fredag og lørdag. Han har brugt meget af tiden på at lave illustrationer af, hvordan netværket på Sømandshjemmet er sat op, for lige for tiden er han den der har mest og bedst styr på det, så han laver tegninger og diverse skemaer med forklaringer, til dem der skal have styr på netværket når han ikke skal være her mere.
Ny sne 17. maj. Juhuu! Det smeltede dog hurtigt i løbet af dagen.


Lige uden for Sømandshjemmet er der jo nogle hollændere der ligger i deres båd, det er nogle virkelig flinke mennesker. De har brugt elleve år af deres liv på at sejle jorden rundt, deres rejse omfattede i store træk: Holland-Svalbard- Holland - De kanariske øer- Carribien- Panama- 2 år ved det nordlige Canada/Alaska – Hawaii – rundt i Stillehavet (bl.a. New Zealand) – Påskeøerne -  fire år i Argentina – Antarktisk – Falklandsøerne  - St. Helena -  tilbage til Holland. De havde en masse rigtig gode billeder med, mange flotte naturbilleder, og også nogle videoer af forskellige dyr, og så fortalte de i et par timer om nogle af alle deres oplevelser gennem de elleve år, det var utrolig spændende, og de var rigtig gode til at fortælle. Det er virkelig en velsignelse at få lov til at møde nogle mennesker som bare følger deres drømme og har lyst til at fortælle så meget om det. De har boet på deres båd i 14 år, fra starten har de selv indrettet den som de vil have den, og de sejler af og til med turister på nogle ture.
Skibet længst til venstre tilhører de to hollændere.

Natten mellem fredag og lørdag havde Line også nattevagt, og det var en helt usædvanlig smuk nat, man kan nærmest ikke kalde det nat mere, for det bliver aldrig helt mørkt. Fra på tirsdag, den 22. maj går solen ikke ned mere, så lige for tiden er der rimelig lyst. Natten mellem fredag og lørdag var der kun få højtliggende skyer som blev farvet helt orange og lyserøde da solen var på sit laveste punkt. Meget flot. Lørdag om dagen blev der så til gengæld skyet og gråt igen.
Natten til 17. maj
Natten til 19. maj

Lørdag havde vi fri sammen om eftermiddagen og aftenen. Vi slappede af, skrev blog, kiggede på billeder, så nyhederne og gik tidligt i seng (før kl. 22.00!!) Men det hjalp ikke så meget, eller, Line faldt hurtigt i søvn, men vågnede tre timer senere og kunne ikke sove, det er lidt underligt, men det er måske fordi det er så lyst.
Søndag var Mia og Johannes på tur til Ilulissat sammen med nogle af deres venner, så vi skulle passe Sømandshjemmet selv, men det har vi jo prøvet før, det gik fint. Der var lidt travlt, især om aftenen, først løb vi tør for en slags mad, så løb vi tør for den anden slags mad, til sidst var der heller ikke noget smørrebrød tilbage, og næsten heller ingen kage, så der havde været travlt. Det er jo også noget af det der er lidt sjovt ved det her arbejde, man ved aldrig hvornår der bliver travlt, det kommer og går.

Ja, det var vist alt for nu, tak til alle der læser med.
Kærlig hilsen fra Line og Tobias

Ingen kommentarer:

Send en kommentar