søndag den 22. april 2012

Flere besøg fra Danmark


Endnu en uge er nu gået. Det har været en stille og rolig uge, der har ikke været helt vildt travlt, men en del gæster har vi da haft.
Her ser man vores store grøntsagsudvalg i supermarkedet Pilersuisoq.

I løbet af ugen har vi haft besøg af flere forskellige mennesker fra Indenlandsk Sømandsmission (ISM). Fra mandag til torsdag havde vi besøg af Frede og Keld, Frede er generalsekretær i ISM, og Keld er sømandsmissionær. Det var nogle rigtig gode dage, med meget snak om Danmark, Grønland, mission og mennesker. Line havde fri tirsdag, hun brugte dagen på at slappe af, hækle og læse. Tobias arbejdede om aftenen. Vi var om formiddagen ude og gå en tur for at få lidt frisk luft, det var dejligt vejr med sol, og temperaturer omkring frysepunktet. Lines sælskindsluffer er nu blevet for varme til vejret. Tirsdag aften holdt Keld en bibeltime for os, det var rigtig dejligt med noget bibel-undervisning. Onsdag aften blev der arrangeret en dansk gudstjeneste i kirken. Vi fik det ordnet sådan, at både Johannes og Mia og alle tre assistenter kunne være med. Frede fungerede som præst, det var ham der prædikede, Keld læste indgangs – og udgangsbøn, samt nogle af teksterne, Line og Mia sang for på salmerne. Det var en rigtig dejlig oplevelse. Præsten her i Aasiaat har før prøvet at stable en dansk gudstjeneste på benene, men det har ikke lykkedes før. Der var blevet sat opslag op rundt omkring i byen, om at der var dansk gudstjeneste, så alle havde mulighed for at blive informeret om det. Der kom ca. mellem femten og tyve mennesker, så det var meget godt, vi var meget tilfredse. Gudstjenesten tog knap en time, og bagefter var der kaffe og kage som vi havde taget med hjemme fra sømandshjemmet, det var vist en succes. Torsdag tog Frede og Keld så videre til Sisimiut, hvor de skulle være nogle dage, det var rigtig dejligt at have dem på besøg her, og dejligt at vise dem vores hverdag, de er jo en del af vores ”bagland”.

Torsdag eftermiddag begyndte det at sne ret meget. Grønlænderne siger at det er meget normalt, at der lige kommer en god omgang sne her midt på foråret. Vi synes måske at vi dog har set det sne vi kom for, og at det gerne snart må blive varmere, men det er nu meget hyggeligt. Det sneede i et helt døgn næsten, hvorefter det klarede op, og der har været solskin siden. Vi fik 15-20 cm sne på det døgn.

Selvom der er kommet mere sne, er havet dog ved at tø op. Der har også været nogle store skibe der kunne bryde isen lidt op, og så driver den væk, og vi har nu snart en isfri havn.
Nu begynder man at kunne fiske igen, her er nogle fiskere ved at ordne deres net på molen.

Yes! Vi kan se vand :)

Fredag eftermiddag havde vi fri sammen, vi fik snakket med Lines familie i DK, og ellers slappede vi af og så Champions League kvartfinale mellem AG Kbh. og Barcelona, (den blev sendt direkte, så det var om eftermiddagen her) Tobias skulle på nattevagt kl. 21.00, han havde sovet hele formiddagen mens Line var på arbejde, så det var dejligt at vi kunne bruge lidt tid sammen der.

Lørdag havde Line morgenvagt og Tobias havde fri, han havde haft nattevagt, så han sov næsten til Line havde fri. Om eftermiddagen var vi ude på en gåtur i det dejlige solrige vejr der er. Når man har nattevagt kan man følge med i sol op- og nedgange, det er meget sjovt. Lige for tiden står solen op omkring kl. 5.00 og går ned igen omkring kl. 22.00. Så der er lyst meget af døgnet nu, men det har endnu ikke været et problem at sove om natten, så det er meget godt.

Søndag havde vi planlagt at vi skulle tidligt op, vi vågnede også tidligt, men vi havde begge to fri om formiddagen, så vi nød at vi ikke behøvede at stå op med det samme. Da vi efter noget tid tog os sammen til at stå op, gik vi over for at spise morgenmad, og derefter havde vi planlagt at vi skulle ud på ski. Det var fantastisk vejr, fuld sol og en blå himmel, perfekt vejr til at stå på ski i, det var en rigtig dejlig skitur. Vi prøver at gå nogle nye veje hver gang vi er ude på ski, så vi ser noget nyt. Søndag fulgte vi de præparerede langrendsløjper meget af vejen, det var rigtig godt. På et tidspunkt undervejs kom vi op på en høj bakke, hvor vi meget tydeligt kunne se Disko øen, det er lang tid siden vi har set den så tydeligt.
Vi burde nok have taget solcreme på...


Hej Line på ski, du går jo sidelæns.




Udsigt helt til Diskoøen. Der er 70 km derud.



Søndag eftermiddag skal Line på arbejde. I aften skal Tobias lave mad, han har planlagt at vi skal grille, så det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå. 

Vi håber alle vores læsere har det godt:)
Tak for mails, breve og sms'er, det er altid rart at høre hjemmefra.
Hilsen Line og Tobias

Ingen kommentarer:

Send en kommentar