onsdag den 11. april 2012

Tur til Kangerlussuaq

Dette afsnit vil handle om vores weekendtur til Kangerlussuaq, vores tid med familien GP i Aasiaat vil vi skrive om i næste afsnit.

Lørdag den 31. marts tog vi flyveren til Kangerlussuaq, for at møde Tobias’ forældre og søskende. Det var en weekend vi havde set meget frem til, dels fordi vi glædede os til at se familien igen, og dels fordi vi glædede os til at komme lidt væk fra Aasiaat, og se noget andet natur og en anden by(gd).

Da vi ankom med flyveren, stod de allerede og vinkede til os oppe i vinduerne i lufthavnen, det var virkelig dejligt, og lidt underligt, at se dem igen efter så lang tid.  Vi skulle bo på et vandrehjem, ”Old Camp”, lidt uden for byen, det var et virkelig hyggeligt lille sted. Vi blev hentet af en gammel gul canadisk skolebus, mega nice. Det tog ca. 5 min at køre turen fra lufthavnen til vandrehjemmet. Da vi ankom fordelte vi os to og to i tre små, men hyggelige værelser. Bad og toilet var på gangen, men det var pænt og rent, så det var ganske udmærket. Der var et forholdsvis stort fællesområde med fælles køkken (med køleskab, opvaskemaskine og komfur), der var sofa-område og spiseområde. Vi brugte fællesområderne meget, både når vi skulle spise, men også bare til at slappe af, spille spil og hygge os.
Tobias demonstrerer sine sudoku-evner foran publikum

Den første dag vi ankom, brugte vi tiden til at gå en lille tur hvor vi gik i butikker og handlede lidt ind til de følgende dage. Priserne for værelserne var inkl. morgenmad, så frokost og aftensmad (og evt. mellemmåltider) skulle vi selv sørge for. Vi havde købt lidt ind hjemmefra (kiks, rugbrød, lidt pålæg) ol. vi skulle jo ikke have så meget tøj med i vores bagage, og vi måtte jo have 20 kg. med, så vi kunne jo lige så godt fylde lidt op. Ellers brugte vi bare dagen på at slappe af og spille forskellige spil, som vi også havde med.
De tre små prinsesser

Søndag havde vi bestilt en tur til indlandsisen, den havde vi set rigtig meget frem til. Vi blev hentet i en bus (ikke den gule skolebus) kl. 12.00, og så kørte vi ellers af sted. Der var 6-7 andre med på turen også, det var hyggeligt nok. Hele turen tog omkring fem timer, og meget af tiden kørte man i bus, men naturen var utrolig smuk. På vejen ind til indlandsisen havde man i et område forsøgt at plante grantræer for fyrre år siden, det var dog ikke gået helt så godt, og de var ind til videre ikke blevet særlig store, i forhold til de grantræer vi kender fra Danmark. Vores buschauffør var utrolig engageret, han var også guide, og han vidste en hel del om området, og han fortalte meget om de steder vi kørte forbi. Guiden fortalte bl.a. om nogle flyvrag som vi kørte forbi, vrag fra nogle amerikanske, fly der engang var styrtet ned pga. dårligt vejr over flybasen, så de havde ikke rigtig haft mulighed for at lande. Det var meget spændende.  Undervejs holdt vi pauser hvor vi kunne komme ud af bussen for at strække ben, få frisk luft og tage billeder. Vi kørte på vejen ind til indlandsisen forbi flere store gletsjere, det var meget smukt. Vi havde nogenlunde godt vejr den dag, det skiftede mellem sol og lidt skyer, temperaturen var på omkring 0 grader, så det var meget godt. Da vi kom ind til indlandsisen kom vi ud af bussen og gik et lille stykke rundt på isen, det var rigtig sjovt. Der var nogle der havde bygget små igloer derinde, dem kunne man komme ind i, det var lidt sjovt. Det var en rigtig stor og god oplevelse. På vej tilbage gjorde vi holdt allerede efter fem minutters kørsel, og så blev der serveret småkager, kaffe og varm kakao, det var ved et rigtig flot udsigtspunkt. Da vi kom tilbage fra turen, brugte vi resten af dagen på at slappe af, spise og bare være sammen. Vi nød meget det med at være væk fra alting, og bare være sammen med familien.
Pæn is
Kangerlussuaq egnen er meget bevokset - set med Aasiaamutiske øjne

Mandag var det rigtig dejligt vejr, fin solskin, og omkring 3-4 grader. Vi brugte dagen på at gå by(gd)en rundt. Hele byen er bygget op omkring landingsbanen, så når man går byen rundt, går man nærmest bare rundt om landingsbanen. Det var dejligt at være meget udenfor og få en masse frisk luft. På vejen var vi bl.a. inde og se deres kirke, den var ikke lige så stor som den vi har i Aasiaat, men den var rigtig flot. Byen er jo en gammel amerikansk militærbase, det kan man godt se spor af, bl.a. nogle gamle paraboler. Mange steder har man brugt gamle ”bomber” som askebægere, uden for kommunale bygninger, det var en lidt sjov detalje. Mandag var også den dag der ankom to amerikanske Hercules fly til Kangerlussuaq, det er vist noget med at amerikanske soldater skal her til Grønland og trænes under nogle andre forhold end hvad de er vant til, tirsdag eller onsdag skulle de videre til Thule. Det var nogle store fly. Mandag aften, efter vores tur rundt i byen, brugte vi bare tiden til at slappe af, spille spil, vi har brugt meget til på ”Zug um Zug” og ”Dominion”. Vi fik også pakket alle vores ting til afrejse næste morgen, vi blev hentet af skolebussen kl. 9.00.
Kirken i Kangerlussuaq
Måske en radarstation. Helt sikkert gammel
Husk at slukke cigaretten helt inden du stopper den i

Vi blev kørt direkte til lufthavnen, men vi skulle, efter planen, først flyve kl. 13.20, så vi havde lidt ventetid. Tiden blev brugt til at lave suduko, Tobias, Simon, Jonas og Kaj gik halvvejs rundt om landingsbanen, for at komme over til et sted, hvor de kunne se de to Hercules-fly tæt på, og så fik de frisk luft samtidig. Desværre var flyet lidt forsinket, men vi kom da hjem til Aasiaat omkring kl. 16.30.
Det er så det fly der står for bygdeflyvningerne, det kan nærmest lande på en 25-øre
 Med venlig hilsen Line og Tobias

Ingen kommentarer:

Send en kommentar