Den forgangne uge har bragt os flere oplevelser og udfordringer i forbindelse med at være assistent på sømandshjemmet, på den gode måde. Hen over weekenden (15-16. okt) havde vi, som vi skrev i sidste indlæg, besøg af en af cheferne fra DK, det var meget godt. Dagen efter at han tog hjem, brændte sømandshjemmets bil sammen. Vi vidste godt at den var gammel, og der var også budgetteret med en ny, men vi havde nok ikke lige forventet at det ville ske så hurtigt. Nå, men vi har så lejet en bil nogle dage, men det bliver for dyrt i længden, og vi havde fået at vide, at vi først ville kunne få den nye bil i slutningen af maj 2012, men det var fordi den skulle være rød. Den nye bil vi skal have er en helt ny Toyota hilux, sømandshjemmene plejer at have røde biler (vi ved ikke hvorfor), men vi fandt så torsdag ud af, at hvis det er okay med os, kan vi få bilen i hvid, og så kan vi få den i slutningen af november. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Den står lige nu i Danmark, hvor de sidste justeringer skal gøres, og så bliver den ellers sendt af sted hertil så hurtigt som muligt. Det bliver dejligt. Vi får vore store vintersending af varer i starten af december, så vi håber at bilen kommer inden da.
Vores store vintersending af varer, er varer der skal bruges fra december til maj, ca. fem måneder. Normalt får vi varer til en måned af gangen, men det er ikke altid at skibene kan komme helt hertil hvis havene fryser til, så det er vigtigt at vi har et godt lager af varer.
Det er selvfølgelig ikke alle varer vi får med skibene, hvis vi skal have friske grøntsager, mælk, fløde og lignende, handler vi ind i det lokale supermarked, det er også vigtigt at støtte handlen i byen og støtte de lokale forretninger. Nå, men nu har vi jo ingen bil, så vi skal til at gå frem og tilbage for at købe ind, der er ikke nogle busser her i byen, det er den vist ikke stor nok til. Det er fint nok at komme ud og gå tur, og når man skal hjem ad fra Pisiffik går det nedad nærmest hele vejen, så det er ikke så slemt. Det største problem er, at vi gerne plejer at købe 36-48 liter mælk ad gangen, ellers skal vi handle alt for tit, og mælken heroppe er jo langtidsholdbar, så den kan holde sig flere måneder!! Ja, så Mia har snakket om at vi skal prøve at anskaffe os slæde eller noget lignende, der er nu kommet så meget sne, at man efterhånden godt vil kunne kører varer på en slæde hele vejen hjem. Det må vi finde ud af. Det meste af torsdag sneede det, ikke kraftigt hele tiden, bare i et jævnt tempo hele dagen, så der kom et fint lag den dag.
Det med at bilen er brændt sammen har været det helt store samtaleemne i løbet af ugen, men det er dejligt at det er ved at være på plads med hvornår vi får en ny.
Som vi også tidligere har skrevet, har air greenland nogle meget tidlige flyvninger der gør, at passagerne skal være i lufthavnen meget tidligt, og som sømandshjem yder vi jo den service at køre dem til lufthavnen, nærmest lige meget hvilket tidspunkt på døgnet det er. Efter at bilen brændte sammen har vi joket med, at det eneste gode ved det er, at vi ikke mere behøver at stå tidligt op for at køre gæsterne til lufthavnen.. Men i virkeligheden er det rimelig træls ikke at kunne yde dem den service.
Hver onsdag har assistenterne og bestyrerne et møde sammen, hvor vi snakker om stort og småt i forbindelse med driften af sømandshjemmet, og der planlægger vi også hvordan vi skal arbejde den næste uges tid. Som noget nyt har vi nu lavet et treugers ”rul”, altså en arbejdsplan der går tre uger frem, og så er det meningen at vi bare gentager det igen og igen. Det bliver spændende at prøve, men et eller andet sted er det rart nok at man kan se hvordan man skal arbejde længere frem end en uge.
Ellers kan vi berette om at der er faldet mere sne. En af dagene i løbet af ugen sneede det så kraftigt, at vi ikke kunne se de skibe der lå ved kajen nede på havnen fordi luften var helt grå af sne. Det var rimelig vildt. Der er også flere både og fly der er blevet aflyst pga. vejrforholdene, det er træls for passagerne, men det giver os ekstra arbejde, og det er fint nok, for så travlt har vi heller ikke for tiden, det er virkelig ved at blive lavsæson.
Søndag den 23. oktober så ud til at blive en stille søndag, der var ikke mange der skulle tjekke ind, og vi prøver at ”holde hviledagen hellig.” Over middag får vi så et opkald fra Disko Line, om vi har plads til 15 mennesker, for en af deres både er blevet aflyst, og kan først sejle mandag morgen. Disko Line skal så sørge for kost og logi til passagerne, så lige pludselig stod der 15 mennesker og ville alle gerne have et værelse. Det var lidt af en udfordring at få det organiseret, men det gik meget fint, de fik alle sammen et værelse, og blev alle bespist. Mentaliteten omkring aflysninger af fly og både er meget anderledes her i forhold til Danmark. I Danmark hører man meget om tog der ikke kører til tiden, og åhh nej, de er 5 min forsinket..!! Heroppe er man meget mere afslappede omkring det, man er vant til at man ikke har kontrol over vind og vejr, og dem der bor heroppe er utrolig gode til at tage tingene som de kommer.
Vi har det godt, Tobias har været lidt småsyg med ondt i halsen og forkølelse i løbet af ugen, men han i bedring, så det er godt. Line er ikke blevet smittet endnu. Vi håber alle derhjemme har det godt, herunder har vi lidt billeder fra sømandshjemmet.
![]() |
Vores reception ude fra, det store skilt med "RECEPTION" er helt nyt... |
![]() |
Johannes og Mia |
![]() |
Om søndagen er der dug og lys på bordene |
![]() |
Oppe i Mia og Johannes' lejlighed, Johannes er ved at gøre klar til vores søndagsprædiken |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar