tirsdag den 18. oktober 2011

Mere af det hele:)


I den forgangne uge har vi fået mere sne. Det er meget koldt, på det varmeste tidspunkt på dagen har der været mellem -4 og -10 grader. Søerne rundt omkring er ved at være så frosne at man kan gå på dem, og vinteren er generelt ved at have gjort sit indtog. Vejene her i Aasiaat er asfalterede, men de er meget hullede, nu når der er kommet så meget sne, har sneen faktisk udjævnet nogle af hullerne, det er meget rart, men sneen gør også, at det er lidt glat, så man kører forsigtigt. Man kører især forsigtigt hvis man har varer bag på bilen. Det er dejligt at der er kommet sne, for det lysner op, så det hele ikke er så mørkt. Det er ved at blive mørkere, solen går ned 18.30 ca. og står op 8.30. Det er stadig svært at forestille sig en måned hvor solen slet ikke står op.
Udsigten fra vores soveværelse, landskab med sne på

Byen med sne på
Sømandshjemmet med sne på:)

Istapper på sømandshjemmet, og udsigten over havnen
Her på sømandshjemmet er der langrendsski, som er meningen til brug af assistenterne, søndag prøvede vi lige de støvler der var til, for at finde ud af, om vi kunne passe dem, eller om vi evt. skulle købe nogle nye i en anden størrelse, men vi kunne godt passe dem der var, så det var meget godt, så nu kan vi komme ud og stå på langrendsski, når der kommer lidt mere sne. En af de ansatte fortalte os, at nogle af dem der har hunde her i byen, bruger hunden til at trække dem med, når de har ski på. Vi har dog ikke selv set det endnu, men det er vel god motion for hunden, og sjovt for den der har skiene på.

Søndag var vi til kaffemik ved en af vores kollegaer. Det var i anledningen af hendes fødselsdag, det var meget hyggeligt. Det var en stor kaffemik, der var både kød og kage. Vi fik prøvet nogle nye ting, bl.a. sælspæk. Her på Grønland spiser man sælspækken råt, og så spiser man det for det meste sammen med en eller anden form for tørret fisk. Det var en meget speciel oplevelse, og vi må nok indrømme, at det ikke er vores nye yndlingsret, men det var meget sjovt at prøve. Når man fik spækken ind i munden var den meget olieholdig, og man kunne mærke konsistensen i hele munden, det er lidt svært at forklare, det er nok en af de ting der skal opleves. Af andre grønlandske delikatesser kan nævnes rensdyr, hellefisk i saltlage (spise sammen med rugbrød) hvalspæk, den var lidt mere fast i konsistensen, men vi smagte ikke på den. Der var også noget andet fisk der var sammen med løg, der var andesteg, flødekartofler, lam og andet godt. Det skal lige nævnes, at vi var til denne kaffemik omkring kl. 16.00, så det var lige mellem middagsmad og aftensmad, det var et meget godt tidspunkt. Når man så er færdig ved kødbordet, flytter man sig over til kagebordet. Vi har, efter at vi har været til fire forskellige kaffemik, konstateret at man her på Grønland er ret vild med banankage. Der er altid mange forskellige kager, men til alle de fire kaffemik har der været banankage. Vi sælger også banankage i cafeteriet her på sømandshjemmet, og det er en kage der plejer at sælge godt. Det er dog lidt forskelligt hvordan man laver glasuren oven på kagen, men banankage, det er der altid der hvor man kommer.

Hen over weekenden (lørdag -tirsdag) har vi haft besøg af en af cheferne fra Danmark. Han er på sin halvårlige tur rundt på sømandshjemmene på Grønland, for at snakke om hvordan det går. På denne tur er formålet især at få snakket om økonomien og lægge budget for det næste år. Han bruger meget tid sammen med Mia og Johannes, men der har også været tid til almen hygge og snak alle sammen sammen. Det har været meget hyggeligt. Vi har også haft en lille samtale med ham om hvordan vi synes det går, og om samarbejdet med de andre ansatte. Det var meget godt. Vi synes det er godt han kommer rundt og besøger sømandshjemmene, det giver mere forståelse for vores arbejde, end hvis man ”bare” sidder hjemme i Danmark hele tiden.

Vi er fortsat glade for vores arbejde og de udfordringer vi møder der, det er meget spændende. Vi håber alle derhjemme har det godt, vi takker alle dem der sender små hilsner til os per post, mail eller facebook, det er altid dejligt at få nyt hjemmefra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar