Så er der gået endnu en uge på Sømandshjemmet, dagene bliver længere og længere, og dagene byder på hver deres udfordringer. Vi har i denne uge haft en masse dejlig solskin, men vi har ikke rigtig været så meget ude i det, fordi der i dagtimerne stadig for det meste er under -25 grader, og det er altså virkelig koldt..!! Det er blevet så koldt, at vi nu har fået is på indersiden af vinduet i vores soveværelse, det er rimelig skræmmende, men så dårlige er vinduerne altså. Når vi står op om morgenen sørger vi også for det meste for at ligge dynerne inde midt på sengen, bare ikke op ad ydermuren, for muren er så kold på indersiden, at den køler dynerne ned, hvis de ligger for tæt på den, og så er det altså virkelig koldt at komme i seng om aftenen. Puha..
![]() |
Her samler vi is indenfor, det kan være vi snart skal have ruden afrimet. |
I denne uge har byens folkeskole også været lukket nogle dage, vandrørene var frosset, så der var ikke noget varme eller noget vand på hele skolen, så børnene har haft fri pga. stærk frost de sidste par dage.
![]() |
Olivia var meget glad for at være højere end Tobias. |
Torsdag havde vi fri sammen. Tobias sov om formiddagen fordi han havde haft nattevagt om natten. Line brugte tiden på at læse og slappe af. Om eftermiddagen var vi sammen med Olivia til kaffemik ved en af vores kollegaer, fordi hun havde fødselsdag, det var rigtig hyggeligt. Om aftenen bagte vi pandekager til aftensmad, vi får jo god dansk mad her på Sømandshjemmet, men nogle gang kan man godt blive lidt træt af kød, kartofler og sovs, selvom det langt fra er hver dag at vi får kartofler som tilbehør, det er ofte pasta eller ris, men alligevel, det er ofte ”tung” mad vi får, så torsdag aften bagte vi altså pandekager og spiste dem til aftensmad, det var lækkert.
![]() |
Lagkagespisning ved kaffemik hos Emma, det smagte godt! |
Fredag omkring middagstid var der lige pludselig ikke mere varmt vand i køkkenet. Hmm.. Meget mærkeligt. Vi fandt hurtigt ud af, at det var fordi der ikke var mere solar på vores fyr, så der var ikke mere varme eller varmt vand i hele vores hovedbygning, og når det fryser -30 grader udenfor, kan det godt mærkes inde i bygningen, at det bliver koldere end normalt. Nå, men vi fik hurtig fat på nogle der kunne fylde solar på fyret, så der er varmt vand igen, heldigvis. Johannes havde fået fortalt, at der var en børnehave her i byen hvor de havde glemt at fylde solar på fyret, og der var rørene frostsprængt og ødelagt, så det var godt vi opdagede det i tide, så der ikke skete noget slemmere end at vi manglede varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne i et par timer. Fredag havde Tobias fri om formiddagen, han brugte en del af tiden på at lege ude i det kolde vejr sammen med en af vores kollegaers børn, der var kommet for at besøge hendes mor på arbejde, men det var åbenbart sjovere at lege med Tobias ude i sneen, de fik gravet en snehule, lavet små snemænd, og kastet med snebolde. Line havde fri om eftermiddagen og aftenen hvor hun fik skrevet lidt blog, læste og slappede af.
Lørdag og søndag formiddag havde vi fri sammen om formiddagen. Vi ville have været ude og se hundeslædevæddeløb, men vi kom desværre for sent, så det var lidt øv. Lørdag formiddag var der kun -27 grader, men det blæste en del, op på vej hjem havde vi modvind, så vi frøs vores ansigter, vi var ellers pakket godt ind, så det var mest problematisk i ansigtet. Vi så mange lokale der var ude og gå, og de gik alle sammen baglæns så de ikke fik den iskolde og stikkende vind lige i hovedet, det så lidt sjovt ud, men vi fandt hurtigt ud af, at det egentlig var meget praktisk. Lørdag havde Line fri, så hun havde tid til at gøre rent og vaske tøj, skrive blog osv. Tobias arbejdede om eftermiddagen. Søndag havde Tobias fri, Line arbejdede om eftermiddagen. Formiddagen brugte vi til at sove længe og snakke på Skype med familie fra Danmark. Søndag var en lun dag, kl. 11 var der kun -25 grader. Vi håber det bliver lidt varmere inden påsken, hvor vi får besøg.
![]() |
Man bliver nødt til at fjerne isen om øjnene en gang i mellem, ellers kan man til sidst ikke lukke dem. |
![]() |
Line nyder forårsvarmen, men har stadig sit ny-hæklede halstørklæde på - hendes trofaste ven. |
Det var alt for nu. Tak til dem der læser med. Hilsen Line og Tobias
Ingen kommentarer:
Send en kommentar