søndag den 30. oktober 2011

Hyggeaftener


Her på sømandshjemmet i Aasiaat går det meget godt. Det har været en stille og rolig uge, uden at være kedelig. Vi har igen igen fået mere sne, og det er en kamp at holde stier og trapper fri for sne. Nede på havnen skovler de sneen i havet, og så er det jo væk, det er meget smart.
Vores anneks efter sne og blæst

Vindskæve istapper:)

I løbet af ugen der er gået, har vi haft flere hyggeaftener.  Tirsdag aften havde alle tre assistenter fri, så vi aftalte med en af vores kolleger, at vi skulle på besøg hos hende, og spise aftensmad sammen med hende. Hendes kæreste er lige nu i Danmark i forbindelse med hans uddannelse, så vi holdt hende med selskab tirsdag aften. Vi hjalp hinanden med at bage pizza. Det er hende der har den lille dreng som vi for noget tid siden var til kaffemik hos, Anders. Anders blev to år i starten af september, han er rigtig sød. Han var lidt genert i starten, men da vi skulle til at hjem, begyndte han at græde. Han havde leget med Tobias hele aftenen nærmest, så Tobias var også lidt træt, da vi skulle til at gå hjem. 
Tobias og Anders tumler...

...Vi spiser pizza...

.. Og drikker aftente:)

Onsdag aften til møde havde vi tid til at spille spil. Vi plejer at bruge meget tid på at planlægge hvordan vi skal arbejde den næste uges tid, men nu har vi jo en treugers plan som vi følger. Det var meget rart. Vi spillede Bonanza, bønnespillet, det er ret sjovt. Line vandt. Det blev alligevel lidt sent inden vi blev færdige og kom i seng, men det var hyggeligt. Det håber vi også at der bliver mere tid til fremover. Man kan godt mærke på Mia og Johannes, at de er lidt mere afslappede nu, de er ved at få styr på mange flere ting, det er dejligt, så kan de også overskue at spille spil med os:)

Torsdag aften lavede Frank mad til os. Frank er sælger fra Arctic Import, som engang imellem kommer på besøg på sømandshjemmet. Som vi tidligere har skrevet er han uddannet kok, og når han er på besøg, plejer han gerne at lave mad til os en af aftenerne. Det gjorde han så torsdag aften, han lavede en rigtig lækker ret med frisk pasta, bacon, svampe, rejer og andet godt, og så var der tomatsovs og brød til. Nam nam, det var virkelig godt!

En anden ting der skete torsdag var, at vi havde personalemøde. Det havde vi ikke prøvet før. Det er meget vigtigt at så meget personale som mulig er med til mødet, så derfor er det altid assistenterne der passer huset imens. Torsdag var det Tobias og Olivia der passede huset, Line var med som referent. Det var et rigtig godt personalemøde, nogle gange når de snakker indbyrdes, snakker de på grønlandsk, så det kan godt være lidt svært at følge helt med i hvad der egentlig forgår, men det bliver oversat til dansk for det meste, så det er meget godt. Personalet er gode til at sige deres meninger, og generelt er vi meget glade for alle dem der er ansatte, det er et meget stabilt personale.

Tobias er blevet frisk igen, han er nu ikke mere forkølet, og har ikke længere ondt i halsen, så det er meget godt, det er vi glade for:)

Lørdag havde vi begge to fri om formiddagen, vi var ude og gå en lille tur. Det meste af byen ligger på nordsiden af et fjeld, og nede fra sømandshjemmet ser vi nærmest ikke solen mere, fordi den ikke kommer højt nok over fjeldet, til at vi kan se den. Når vi går tur går det ud på at kommet et sted hen, hvor man kan se solen, det lykkedes igen lørdag, men om blot en måned vil det blive meget svært, for der står den næsten ikke op mere.

søndag den 23. oktober 2011

Da bilen brændte sammen...


Den forgangne uge har bragt os flere oplevelser og udfordringer i forbindelse med at være assistent på sømandshjemmet, på den gode måde. Hen over weekenden (15-16. okt) havde vi, som vi skrev i sidste indlæg, besøg af en af cheferne fra DK, det var meget godt. Dagen efter at han tog hjem, brændte sømandshjemmets bil sammen. Vi vidste godt at den var gammel, og der var også budgetteret med en ny, men vi havde nok ikke lige forventet at det ville ske så hurtigt. Nå, men vi har så lejet en bil nogle dage, men det bliver for dyrt i længden, og vi havde fået at vide, at vi først ville kunne få den nye bil i slutningen af maj 2012, men det var fordi den skulle være rød. Den nye bil vi skal have er en helt ny Toyota hilux, sømandshjemmene plejer at have røde biler (vi ved ikke hvorfor), men vi fandt så torsdag ud af, at hvis det er okay med os, kan vi få bilen i hvid, og så kan vi få den i slutningen af november. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til. Den står lige nu i Danmark, hvor de sidste justeringer skal gøres, og så bliver den ellers sendt af sted hertil så hurtigt som muligt. Det bliver dejligt. Vi får vore store vintersending af varer i starten af december, så vi håber at bilen kommer inden da.

Vores store vintersending af varer, er varer der skal bruges fra december til maj, ca. fem måneder. Normalt får vi varer til en måned af gangen, men det er ikke altid at skibene kan komme helt hertil hvis havene fryser til, så det er vigtigt at vi har et godt lager af varer.

Det er selvfølgelig ikke alle varer vi får med skibene, hvis vi skal have friske grøntsager, mælk, fløde og lignende, handler vi ind i det lokale supermarked, det er også vigtigt at støtte handlen i byen og støtte de lokale forretninger. Nå, men nu har vi jo ingen bil, så vi skal til at gå frem og tilbage for at købe ind, der er ikke nogle busser her i byen, det er den vist ikke stor nok til. Det er fint nok at komme ud og gå tur, og når man skal hjem ad fra Pisiffik går det nedad nærmest hele vejen, så det er ikke så slemt. Det største problem er, at vi gerne plejer at købe 36-48 liter mælk ad gangen, ellers skal vi handle alt for tit, og mælken heroppe er jo langtidsholdbar, så den kan holde sig flere måneder!! Ja, så Mia har snakket om at vi skal prøve at anskaffe os slæde eller noget lignende, der er nu kommet så meget sne, at man efterhånden godt vil kunne kører varer på en slæde hele vejen hjem. Det må vi finde ud af. Det meste af torsdag sneede det, ikke kraftigt hele tiden, bare i et jævnt tempo hele dagen, så der kom et fint lag den dag.

Det med at bilen er brændt sammen har været det helt store samtaleemne i løbet af ugen, men det er dejligt at det er ved at være på plads med hvornår vi får en ny.

Som vi også tidligere har skrevet, har air greenland nogle meget tidlige flyvninger der gør, at passagerne skal være i lufthavnen meget tidligt, og som sømandshjem yder vi jo den service at køre dem til lufthavnen, nærmest lige meget hvilket tidspunkt på døgnet det er. Efter at bilen brændte sammen har vi joket med, at det eneste gode ved det er, at vi ikke mere behøver at stå tidligt op for at køre gæsterne til lufthavnen.. Men i virkeligheden er det rimelig træls ikke at kunne yde dem den service.

Hver onsdag har assistenterne og bestyrerne et møde sammen, hvor vi snakker om stort og småt i forbindelse med driften af sømandshjemmet, og der planlægger vi også hvordan vi skal arbejde den næste uges tid. Som noget nyt har vi nu lavet et treugers ”rul”, altså en arbejdsplan der går tre uger frem, og så er det meningen at vi bare gentager det igen og igen. Det bliver spændende at prøve, men et eller andet sted er det rart nok at man kan se hvordan man skal arbejde længere frem end en uge.

Ellers kan vi berette om at der er faldet mere sne. En af dagene i løbet af ugen sneede det så kraftigt, at vi ikke kunne se de skibe der lå ved kajen nede på havnen fordi luften var helt grå af sne. Det var rimelig vildt. Der er også flere både og fly der er blevet aflyst pga. vejrforholdene, det er træls for passagerne, men det giver os ekstra arbejde, og det er fint nok, for så travlt har vi heller ikke for tiden, det er virkelig ved at blive lavsæson.

Søndag den 23. oktober så ud til at blive en stille søndag, der var ikke mange der skulle tjekke ind, og vi prøver at ”holde hviledagen hellig.” Over middag får vi så et opkald fra Disko Line, om vi har plads til 15 mennesker, for en af deres både er blevet aflyst, og kan først sejle mandag morgen. Disko Line skal så sørge for kost og logi til passagerne, så lige pludselig stod der 15 mennesker og ville alle gerne have et værelse. Det var lidt af en udfordring at få det organiseret, men det gik meget fint, de fik alle sammen et værelse, og blev alle bespist. Mentaliteten omkring aflysninger af fly og både er meget anderledes her i forhold til Danmark. I Danmark hører man meget om tog der ikke kører til tiden, og åhh nej, de er 5 min forsinket..!! Heroppe er man meget mere afslappede omkring det, man er vant til at man ikke har kontrol over vind og vejr, og dem der bor heroppe er utrolig gode til at tage tingene som de kommer.
 
Vi har det godt, Tobias har været lidt småsyg med ondt i halsen og forkølelse i løbet af ugen, men han i bedring, så det er godt. Line er ikke blevet smittet endnu. Vi håber alle derhjemme har det godt, herunder har vi lidt billeder fra sømandshjemmet.

Vores reception ude fra, det store skilt med "RECEPTION" er helt nyt...

Johannes og Mia

Om søndagen er der dug og lys på bordene

Oppe i Mia og Johannes' lejlighed, Johannes er ved at gøre klar til vores søndagsprædiken

tirsdag den 18. oktober 2011

Mere af det hele:)


I den forgangne uge har vi fået mere sne. Det er meget koldt, på det varmeste tidspunkt på dagen har der været mellem -4 og -10 grader. Søerne rundt omkring er ved at være så frosne at man kan gå på dem, og vinteren er generelt ved at have gjort sit indtog. Vejene her i Aasiaat er asfalterede, men de er meget hullede, nu når der er kommet så meget sne, har sneen faktisk udjævnet nogle af hullerne, det er meget rart, men sneen gør også, at det er lidt glat, så man kører forsigtigt. Man kører især forsigtigt hvis man har varer bag på bilen. Det er dejligt at der er kommet sne, for det lysner op, så det hele ikke er så mørkt. Det er ved at blive mørkere, solen går ned 18.30 ca. og står op 8.30. Det er stadig svært at forestille sig en måned hvor solen slet ikke står op.
Udsigten fra vores soveværelse, landskab med sne på

Byen med sne på
Sømandshjemmet med sne på:)

Istapper på sømandshjemmet, og udsigten over havnen
Her på sømandshjemmet er der langrendsski, som er meningen til brug af assistenterne, søndag prøvede vi lige de støvler der var til, for at finde ud af, om vi kunne passe dem, eller om vi evt. skulle købe nogle nye i en anden størrelse, men vi kunne godt passe dem der var, så det var meget godt, så nu kan vi komme ud og stå på langrendsski, når der kommer lidt mere sne. En af de ansatte fortalte os, at nogle af dem der har hunde her i byen, bruger hunden til at trække dem med, når de har ski på. Vi har dog ikke selv set det endnu, men det er vel god motion for hunden, og sjovt for den der har skiene på.

Søndag var vi til kaffemik ved en af vores kollegaer. Det var i anledningen af hendes fødselsdag, det var meget hyggeligt. Det var en stor kaffemik, der var både kød og kage. Vi fik prøvet nogle nye ting, bl.a. sælspæk. Her på Grønland spiser man sælspækken råt, og så spiser man det for det meste sammen med en eller anden form for tørret fisk. Det var en meget speciel oplevelse, og vi må nok indrømme, at det ikke er vores nye yndlingsret, men det var meget sjovt at prøve. Når man fik spækken ind i munden var den meget olieholdig, og man kunne mærke konsistensen i hele munden, det er lidt svært at forklare, det er nok en af de ting der skal opleves. Af andre grønlandske delikatesser kan nævnes rensdyr, hellefisk i saltlage (spise sammen med rugbrød) hvalspæk, den var lidt mere fast i konsistensen, men vi smagte ikke på den. Der var også noget andet fisk der var sammen med løg, der var andesteg, flødekartofler, lam og andet godt. Det skal lige nævnes, at vi var til denne kaffemik omkring kl. 16.00, så det var lige mellem middagsmad og aftensmad, det var et meget godt tidspunkt. Når man så er færdig ved kødbordet, flytter man sig over til kagebordet. Vi har, efter at vi har været til fire forskellige kaffemik, konstateret at man her på Grønland er ret vild med banankage. Der er altid mange forskellige kager, men til alle de fire kaffemik har der været banankage. Vi sælger også banankage i cafeteriet her på sømandshjemmet, og det er en kage der plejer at sælge godt. Det er dog lidt forskelligt hvordan man laver glasuren oven på kagen, men banankage, det er der altid der hvor man kommer.

Hen over weekenden (lørdag -tirsdag) har vi haft besøg af en af cheferne fra Danmark. Han er på sin halvårlige tur rundt på sømandshjemmene på Grønland, for at snakke om hvordan det går. På denne tur er formålet især at få snakket om økonomien og lægge budget for det næste år. Han bruger meget tid sammen med Mia og Johannes, men der har også været tid til almen hygge og snak alle sammen sammen. Det har været meget hyggeligt. Vi har også haft en lille samtale med ham om hvordan vi synes det går, og om samarbejdet med de andre ansatte. Det var meget godt. Vi synes det er godt han kommer rundt og besøger sømandshjemmene, det giver mere forståelse for vores arbejde, end hvis man ”bare” sidder hjemme i Danmark hele tiden.

Vi er fortsat glade for vores arbejde og de udfordringer vi møder der, det er meget spændende. Vi håber alle derhjemme har det godt, vi takker alle dem der sender små hilsner til os per post, mail eller facebook, det er altid dejligt at få nyt hjemmefra.

mandag den 10. oktober 2011

CIRKUS:)


Cirkus, cirkus, cirkus er i byen…

Sådan lød introsangen til tirsdag aftens cirkusforestilling. Cirkus Arena kom til Aasiaat, og det var en stor begivenhed. Vi var selvfølgelig med til forestillingen, alle tre assistenter og Mia. Cirkus på Grønland er meget anderledes i forhold til en cirkusforestilling i Danmark. For det første er der ikke noget telt. Det hele foregik i byens sportshal, og for det andet var der ikke nogle dyr med, de er nok ikke så nemme at få med på flyet:) De var ti med på holdet, en af dem var pr-mand, resten var artister af forskellig art. Det var en rigtig god forestilling, der var både rulleskøjte-kunstnere, slangemenneske (sådan nogle der er utrolig smidige og kan bøje alle led i alle retninger nærmest) klovne, både en dansk klovn og en fransk klovn, og andre kunstnere, det var meget sjovt. Hele holdet boede på sømandshjemmet, det var helt vild hyggeligt, det var nogle rigtig flinke mennesker. Da de kom tilbage fra forestillingen sad vi og fik sen aftensmad sammen med dem, det var vildt spændende at høre dem fortælle om alt det de før havde oplevet, både her på Grønland, men også andre steder i verden. Det var 27. gang at de tog på turné her på Grønland. De sagde, at det ikke var så tit at de havde oplevet at der var sne her, når de var kommet, og de kommer som regel på samme tidspunkt hvert år, det var vist kun 4. gang at de oplevede det, så det var meget sjovt. Der var mange mennesker med til cirkusforestillingen, og det var virkelig god underholdning, både for børn og voksne.
Fra Aasiaat sportshal, hvor forestillingen foregik

En af artisterne

Torsdag havde Olivia fødselsdag, det fejrede vi sammen med personalet om eftermiddagen med boller, muffins, lagkage og kaffe. Vi spiste oppe i vores dagligstue, hvor vi pyntede op med flag og lys på bordet. Det synes hun vist var meget hyggeligt. Om aftenen lavede hun fødselsdagsmad til os, (assistenterne og bestyrerne) og vi spiste oppe ved Mia og Johannes. Vi fik hjemmebagte pandekager med fyld, det var rigtig lækkert. Olivia havde farvet pandekagerne i forskellige farver, så der var både nogle grønne, lyserøde og nogle i normale pandekage-farve, det var ret sjovt, og meget anderledes, typisk Olivia:) Vi sad lang tid og snakkede oppe ved Mia og Johannes, det var vildt hyggeligt, en dejlig aften. Hun havde haft en god fødselsdag, sagde hun. Mia har fødselsdag den 4. november, så der er ikke lang tid til den næste fødselsdag. Det er meget hyggeligt at gøre noget ud af det, så man føler man bliver lidt fejret, selvom man er langt væk hjemme fra sin familie. 
Olivia puster lys ud, på den fødselsdagslagkage vi havde lavet til hende

De farvede pandekager hun lavede til aftensmad, nam nam


Vi har haft meget godt vejr den sidste uges tid, det har sneet lidt, og det er ikke rigtig smeltet vi har frost både om dagen og natten, så der ligger stadig lidt sne, det er meget hyggeligt, men man tænker hele tiden, at det snart er jul.. Men man bliver snydt, for der er stadig langt over to måneder til!! Men tiden går hurtigt, og om lidt under 2 måneder er vi kommet dertil, hvor det er helt mørkt, hele tiden, det er lidt svært at forestille sig, når der lige nu er lyst indtil klokken 19 om aftenen. Man kan godt mærke at solen står senere og senere op, når man skal ned og stille morgenmad frem kl. 6.15 er fuldstændig mørkt, men der er heldigvis lamper på vejen ned til hovedbygningen.

Søndag blæste det vildt meget, det var helt stormvejr. Vi opdagede på et tidspunkt et isbjerg der var meget tættere på byen end normalt. Normalt er isbjerge noget vi ser langt ude, nærmest i horisonten, men dette (Kæmpestore) isbjerg var kommet på afveje, og var kommet tættere på. Olivia og Line tog på tur til udsigtspunktet ved lufthavnen, for bedre at kunne se det, man kunne ikke så godt se det fra sømandshjemmet pga. fjelde ude i havet, men ude fra lufthavnen var der frit udsyn, det var ret stort isbjerg, på grænsen til at være frygtindgydende.

Det store isbjerg der kom tæt på, set fra lufthavnen


I denne uge har de haft meget tilbud på slik og is i Pisiffik. Der er noget is som normalt koster 40 kr. per bøtte (0,5 l) i denne uge var det sat ned til 3 bøtter for 20 kr. så det er langt langt under halv pris, og det smager mega godt:) Der har også været slik på tilbud, vi købte 6 poser for i alt 60 kr. normalpris var 160 kr, så det var også rimelig meget tilbud!:o Det er godt.
En meget mærkelig ting i denne uge, er at vi ikke har fået noget post 4 dage i træk! Sømandshjemmet holder avisen BT i hverdagene og JP i weekenden, de plejer gerne at komme 2-3 dage senere end den dag er udgivet, men i denne uge har vi slet ikke fået noget post, det er meget mærkeligt. Vi har undret os meget over det.

Vi læser stadig meget i vores fritid. Vi går ture når vi har lyst og det ikke er for koldt, og når det er lyst og godt nok vejr til det. Vi hører stadig en prædiken hver søndag aften, det er en meget god tradition. Vi drikker varm kakao, vi har nemlig en masse kakao der er ved at udløbe på datoen, og vi skal helst ikke sælge noget der er for gammelt, så vi bliver nød til at drikke det, men det er også meget hyggeligt. Vi har sat tilbud på det, så vi håber der bliver solgt meget af det.

Vi håber alle derhjemme (og hvor folk ellers befinder sig rundt omkring i verdenen) har det godt. Vi har det godt, og er fortsat meget glade for at være her.

søndag den 2. oktober 2011

Nordlys og andet godt


To måneder er nu gået, en sjettedel af al den tid vi skal være her i alt, 60 dage ca. Det har været to udfordrende og meget spændende måneder. Vi har mødt mange nye mennesker, og vi har lært mange nye ting. Til trods for det, er der ikke to dage der er ens, alle dage sker der noget nyt, man lærer hele tiden mere om grønlandske traditioner, nyt om mennesker, og nyt om hvordan man gør på sømandshjemmet. Vi er stadig meget glade for vores arbejde og vores kolleger.

Udsigten fra en af vores gåture i denne uge, vejret var meget klart.

Os på vores gåtur
Der har været meget godt vejr i denne uge, men man kan sagtens mærke, at dagene er blevet kortere, og at det er blevet MEGET koldere. Men nu er vi jo også gået ind i oktober, så er det jo efterår:) Der har været meget klart vejr, vi har været ude og gå ture i løbet af ugen, der er forskellige udsigtspunkter i byen, og når man er kommet derop, kan man se helt til Disko, som ligger 60-70 km. fra Aasiaat, det er ret vildt at kunne se så langt. Der er ikke kommet mere sne den sidste uge, og det der kom sidst er smeltet igen, men det var ret sjovt at have sne i september.

Ud over at det er blevet koldere, kan vi også godt mærke at det ikke er sommer mere på antallet af gæster. Der kommer ikke så mange hver eneste dag, som der har gjort nærmest siden vi kom til. Det betyder at der godt kan være lidt stille, men så har vi tid til at gøre rent på kontoret og hvor der ellers trænger, det er meget godt. Vi har et lager hvor der gennem årene har ophobet sig mange forskellige ting, det er også et af de steder vi er i gang med at rydde op. Vi fandt onsdag nogle kasser inde på dette lager, som vi ikke lige vidste hvad var, vi var lige ved at smide dem ud, men så fandt vi ud af, at alle de fire kasser indeholdte gamle malerier af forskellige grønlandske kunstnere. Et af malerierne har en værdi på over 10.000, og vi havde nær smidt dem ud!!! Vi forstod slet ikke hvor de kom fra, men vi fik opklaret mysteriet. For nogle år siden lukkede Sømandshjemmet i Maniitsoq, og nogle af de ting der var der, blev fordelt på de andre fire sømandshjem. Og der kommer altså de malerier fra. Et af dem er blevet hængt op, og det er planen at de andre tre også skal op på et tidspunkt. 

Tirsdag aften så vi nordlys for første gang. Det var helt ubeskriveligt flot. Det fyldte hele himlen, og det virkede som om det var meget tæt på. Det bølgede frem og tilbage og var både i skiftevis grøn, hvid og lilla. Det var en utrolig smuk oplevelse. Fuldstændig ubeskrivelig. Vi skulle lige til at lukke cafeteriet og receptionen da vi opdagede det, og så styrtede vi ellers ud for at kigge på det, de grønlændere der var på arbejde den aften grinte af os, de synes vi var rimelig fjollede fordi vi gik så meget op i det, for dem er det jo ikke helt på samme måde noget særligt, de har jo oplevet det. Der stod vi, fem fjollede dansker udenfor sømandshjemmet med hovedet vendt mod himlen i ærefrygt og glæde, det var fantastisk.

Vi har lært en ny grønlandsk tradition i denne uge. Når der sker noget godt og glædeligt i familien kaster man gerne med penge eller små gaver på arbejdet, eller der hvor man er. Til første skoledag kan man fx kaste med små gaver og penge, og nogle gør det også hvis der kommer familieforøgelse. Der var en dag lige pludselig penge (100 kr. i to-kroner og fem-kroner) spredt ud over hele køkkengulvet, og de ansatte fór rundt for at samle dem sammen, det var en der havde fået et barnebarn, og så er det en måde at fejre det på. Det er ikke en særlig fast tradition, det er noget man kan gøre hvis man har lyst, mange synes det er sjovt. Det var noget vi aldrig havde hørt om før, ude fra receptionen lød det som om der blev tabt vekselpenge på gulvet, men det var bare fordi de var så glade:)

Mia og Johannes er ved at komme mere ind i tingene, de gør det godt. Vi tror det er godt nok at få nogle nye øjne på tingene engang imellem. Der er mange små ting der er blevet ændret, til det bedre. Som vi skrev tidligere i dette indlæg har vi haft tid til at gøre rent på kontoret, det sætter de også meget pris på. Det er også godt nok for os, for så kan vi bedre gennemskue hvor de forskellige ting er henne. 

Sidste uge viste vi et billede af en grøn bænk, dette er en udhugget figur uden for genbrugsbutikken, dem ser man også flere af

Den ene ende af receptionen/kontoret, det er i den ende at vi modtager gæsterne, Olivia har vores køkken-kittel og hue på:)

Den anden ende af kontoret, den ende hvor man laver kontor-agtige ting, eller spiller skak:)







 Vi håber I alle har det godt derhjemme.. Vi har herunder vedlagt madplanen for oktober, så i kan se hvilken type mad det er vi får:)

Vi snakkes ved...
- Tobias&Line