mandag den 5. december 2011

December:)


Mandag (28/11) modtog Line pakken med de sidste fødselsdagsgaver fra Danmark. Det var gaverne fra Tobias’ familie. Der fik hun mere tøj og en bog, det var rigtig dejligt. I pakken var der også både chokoladejulekalender og pakkekalender til både Line og Tobias:) Dem nyder vi (især Line) godt af.
Det var dejligt at pakken nåede frem, ikke alt for lang tid efter hendes fødselsdag.
Vores pakkekalendere der er blevet hængt op på vores væg
 
På sømandshjemmet går det meget godt. Den seneste tid har været præget af kurser. Vi har et konferencelokale som bliver lejet ud til når der er forskellige firmaer der skal holde kursus. De fleste holder kursus om efteråret, så det har den sidste tid været præget af. Det er meget godt.

Vi har pyntet mere op til jul, både på sømandshjemmet og hjemme ved os selv. Vores lille juletræet har fået mere pynt, (her takker vi Tobias’ mor som har givet os flagkæder i en af pakkerne i pakkekalenderen, de pynter flot på træet) Line har flettet en stor stjerne til toppen. Vi har nogle gamle bon-ruller (sådan nogle til et kasseapparat) som vi har fået lov til at bruge til at flette julestjerner. De bliver ret store, og har perfekt størrelse som juletræstopstjerne til vores lille og tykke juletræ.
 
På sømandshjemmet har vi hængt ”klaser” af julekugler op rundt omkring på hotellet. Det giver lidt julestemning. Det er meget godt, det kan godt være lidt svært at pynte op på hotellet, da det jo mest er nogle lange gange med værelser, og vi pynter trods alt ikke op inde på værelserne.

Natten til torsdag den 1. december faldt der masse sne, det var rigtig hyggeligt og skabte en god stemning. Line brugte den første og sidste 1½ time på arbejde på at rydde sne. Der var både faldet en del, og så havde det også blæst lidt, så der var føget sammen i dynger. Der er jo både hovedindgange og nødudgange der skal ryddes for sne. Derudover har vi en krybekælder, hvor man nemt skal kunne komme til, hvis der bliver problemer med kloakering, eller andre ting. Indgangene til krybekælderen er helt nede ved jorden, så de skal også holdes nogenlunde fri hele tiden. Ud over at rydde sne på jorden uden for vores døre, rydder vi også sne på taget. Sneen har nogle steder lagt sig så tykt, at det dækker ventilationen, det er ikke så godt, så det skal væk. Vi fjerner det også for at det ikke bliver for tungt for taget, især når det engang bliver tøvejr, og så det ikke ender med fugtskader.

Torsdag morgen vågnede vi op til et sneblæst vindue. Julestjernen er meget Grønlandsk:)
Lørdag eftermiddag var der julemarked i hallen. Det var rigtig spændende. Der var både private, institutioner og butikker der havde en stand på julemarkedet, og så solgte de ellers lidt af hvert. En af byens tøjbutikker havde en stand hvor de havde juleudsalg på en masse tøj, JYSK havde en stand hvor de solgte ud af deres ting. Derudover var der som sagt de mange private stande hvor de solgte deres hjemmelavede ting. Der var både nisser i sælskind, sælskindsluffer, en sælskindsflyverdragt (hvem der bare havde den), juledekorationer, smykker, strikkede vanter og muffedisser, broderede puder, kager, småkager og meget meget andet. Det var rigtig hyggeligt at være der. Undervejs var der også korsang fra både børnekor og voksenkor. Der var også lodtrækning om præmier (når man kom ind, fik man en lille seddel med et nummer). Der kom rigtig mange, hele byen var der nærmest.
 
Lørdag aften var også den aften hvor vi havde banko på sømandshjemmet. Banko er folkesport i Grønland, så selvfølgelig skulle vi have julebanko på sømandshjemmet. Egentlig var det også for at gøre sømandshjemmet til et sted hvor du ikke bare kommer og spiser og sover, men et sted hvor man også kan mødes og hygge sig. Vi havde sat opslag op rundt omkring i byen, og fortalt det til de ansatte. Vi havde forberedt med hjemmebagte julesmåkager, kaffe, te, og lagkage. Hele arrangementet var gratis for dem der valgte at komme. Vi fandt ud af senere, at der samme aften (på samme tidspunkt) var superbingo i hallen, hvor man kunne vinde 18.000, (som en af vores ansatte deltog i, og vandt, så det var dejligt for hende) og at der samme aften også var radiobingo hvor du kunne vinde 40.000. Til trods for den hårde konkurrence dukkede der mellem 20 og 25 deltagere op, og vi havde en rigtig hyggelig aften. Præmierne var ikke så store, men så vidt vi kunne forstå på dem der deltog, gjorde det ikke så meget, de havde haft en rigtig hyggelig aften, og flere af dem, spurgte, hvornår vi holder banko igen (en af dem forslog næste lørdagJ) Det var meget godt, vi var glade for at det gik så godt, og at der kom så mange.

Solen er nu for alvor gået sin vej. Den 2. december var den sidste dag den stod op (ikke at vi kunne se det, den var stadig nede bag fjeldet) Så nu bliver det for alvor mørkt. Vi er begyndt at spise vitaminpiller, (Inkl. D-vitamin) det var en af pakkerne i Tobias’ pakkekalender fra Line. Så vi håber vi ikke bliver alt for trætte og sådan noget. Vi kan godt mærke at vi sover mere her når det er mørkere end vi gjorde i sommers, men sådan er det jo, så må vi bare gå tidligt i seng.


Generelt har vi det godt. December er en hyggelig tid. Dog går vi en hård uge i møde. På onsdag (den 7.) kommer vores nye bil, og så skal vi hente hele vinterbestillingen. Der kommer mange tons varer, vi regner med at hente dem spredt over mange dage, så vi ikke bliver alt for udmattede, men alligevel skal det hentes rimelig hurtigt, hvis det står for lang tid på havnen skal man betale afgifter for at få det opbevaret.
Tobias der ligger i vores sofa og læser den serie han pt. er i gang med.
Ivik og Nivi, nogle af vores nye venner. Nivi bor her i byen, Ivik er fra Nuuk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar