![]() |
Så er man lige ved at tro at solen er ved at stå op, men man bliver snydt, det gør den først til januar.. Men smukt er det. |
I den uge der er ved at være gået skulle vi så hente alle vores frysevarer. Der var nitten paller i alt (bl.a. 900 kg pomfritter, uendelige mængder rundstykker, og det som Tobias foretrækker; evigt kød) Vi havde planlagt at vi ville tage det lidt af gangen, frysevarerne er de varer der er tungest, det der er mest af, og så er det koldt. Vi villa tage ca. 1/3 tirsdag, 1/3 onsdag og 1/3 torsdag. Når man henter varer på havnen skal man afleverer noget der hedder fragtbreve, og da de var afleveret, blev alle 19 paller kørt ud af deres KÆMPEFRYSER (den skal kunne opbevare frysegods til hele byen) og så kunne vi værsgo at hente dem. Vi prøvede at fortælle dem at vi altså ikke kunne hente alle nitten paller på den ene dag, men det kunne vi så blive nød til. Så det gjorde vi.(Det skal lige siges her, at vi stod klar på havnen klokken 8 om morgenen, der hvor de plejer at åbne, men det gjorde de ikke lige den dag – de havde sovet over sig, sådan er det jo bare, så vi ventede til kl. 11 med at hente de første varer) Vi var færdige med at hente alle varerne kl. 19.00 om aftenen, så der var vi godt trætte alle sammen. Tobias havde ellers fri den dag, men han hjalp troligt, det var rart. Nu er begge vores frysere helt fulde, og det er lidt en labyrint at finde rundt i. Det er nu nærmest kun os assistenter og Mia og Johannes der ved hvor tingene er, så vi bliver tit spurgt om vi ikke lige kan finde et eller andet i fryseren, for de ansatte i køkkenet ved ikke lige hvor de skal lede. Det er fint nok.
Onsdag, torsdag og fredag gik derefter med at planlægge den julefrokost som vi skulle have med personalet fredag aften. Der skulle bages småkager, købes julegaver til personalet, købes gaver til banko og pakkeleg, finde ud af hvilke andre aktiviteter der skulle være i løbet af aftenen, sørge for at maden blev forberedt osv. osv. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften. I alt blev vi 44 mennesker, så det var alligevel en del. Vi lukkede cafeteriet kl. 19.00, og så startede vi med forretten, tunmousse, kl. 19.30. derefter fulgte hovedretten, en buffet med lam og flødekartofler, and og flæskesteg med brune og hvide kartofler, sovs, franske kartofler, varm og kold rødkål, rødkålssalat og andet godt. Det smagte virkelig godt. Efter hovedretten var der tip en 13’ner om sømandshjemmet i Aasiaat, og sømandshjemmene generelt. Det var os der havde lavet spørgsmålene, den der fik flest rigtige fik otte rigtige, så måske var de lidt for svære, men det var nu meget hyggeligt (tror vi nok). Derefter var der andagt og fiskedam for børnene (de kunne fange slikposer :D) Efterfølgende var der selvfølgelig dessert som var ris á la mande, der var tre mandler i, fordi vi var så mange mennesker. En god juletradition i Danmark er pakkeleg, det legede vi også fredag aften. Alle havde en lille pakke med, og så gik det ellers løs. Da alle gaverne i første omgang var blevet taget, og man starter tiden, havde vi kun to regler, når man slog en 6’er må man tage en gave fra en anden, når man slår en 1’er skal man sende sin gave (hvis man har en) til sin vestre sidemand, det var festligt. Alle var med, store og små, og alle løb rundt for at få lige præcis den pakke de gerne ville have. Det var vist en succes.
Som vi tidligere også har fortalt om, er banko et stort hit her i Grønland, så selvfølgelig skulle vi også spille banko. Vi spillede tre runder, og da vi var færdige med det, var klokken også ved at være 23.30. Tiden gik meget hurtigt, og det var en meget hyggelig aften.
![]() |
Inden vi gik til bordet:) |
![]() |
Tip en 13'er |
![]() |
De smukke unge mennesker:) |
4. søndag i advent var vi til gudstjeneste. Det hele foregik på grønlandsk, men vi forstod da vi bad fadervor, den beder vi også tit på grønlandsk til vores formiddagsandagter. Vi var så heldige at opleve en barnedåb. Det var meget festligt, da barnedåben begyndte, kom hele familien gående ind i kirken i deres nationaldragter, det var meget flot. Det var en lille pige der skulle døbes, og hun var helt stille og rolig under hele ceremonien. Da vi skulle hjem fra kirken fik vi et lift på en snescooter, vi kunne godt være der begge to fordi det var en stor snescooter, så nu har vi også prøvet det, det var meget sjovt. Der er mange der kører rundt på snescootere rundt i byen, de kan godt larme meget, men det gør ikke noget.
Alt i alt har det været en hyggeligt men lidt travl uge, mon det bliver mere stille og roligt i juledagene? Sømandshjemmet har lukket den 24., 25. og 26. december, samt den 31. december og 1. januar. Vi håber vi får tid til at slappe helt af og bare hygge os. Juleaften skal vi fejre sammen med nogle mennesker fra byen, det glæder vi os til at prøve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar